Sommerfuglene begynder at flyve rundt i maven og tanker vrimler rundt - en blanding af spænding og en smule nervøsitet begynder at flyde rundt i kroppen. Om 2 dage starter vi på Pierra Navin School.
Mange tanker og spørgsmål melder sig. Hvordan vil de tage imod os på skolen, både lærerne, børnene og deres familier? Hvordan vil kulturforståelsen/ forskellen påvirke arbejdet på skolen, og kan vi risikere at denne vil blive en hindring for læring? Og hvordan vil den interkulturelle kommunikationsproces komme til at fungere, og hvilken rolle vil ens egen kulturelle forudforståelse spille i forhold til, at forstå de forenklede forestillinger der gøres om kulturelle fællesskaber, som man ikke selv er en del af, samt forholde sig til sin egen måde at forstå sit eget kulturelle fællesskab på, altså sin kulturelle selvforståelse. Jeg er spændt på kulturmødet og hvilket eventuelle komplikationer/udfordringer kulturen og kommunikationen kan medfører. F.eks. om der kan/vil opstå en form for sprogbarriere, der kan munde ud i misforståelser, hvilket kan skyldes Thaiernes ringe engelskkundskaber og vores manglende evner til at tale og forstå Thailandsk. Hvem ved endnu, det kan også godt være at vores kommunikationsprocesser vil fungere godt ved at bruge få ord og sætninger, fagter, kropssprog og mimik? Jeg er også nysgerrig på, hvordan en helt almindelig hverdag forløber? Og om hvordan og hvad børn i Thailand leger, om det er det samme som børnene hjemme i Danmark? I den forbindelse tror jeg det bliver interessant at iagttage og observerer deres indbyrdes relationer barn/barn og barn/voksen imellem - og ydermere finde ud af hvordan de voksne fagligt forklarer/begrunder aktiviteter og deres handlinger og relationer i forhold til børnene. Hertil håber jeg også at Fie og jeg får mulighed for at bruge vores linjefag SKB (sundhed, krop og bevægelse) til at igangsætte forskellige didaktiskeforløb med aktiviteter og leg.
Min største bekymring er, hvor ”hård” disciplinen er og om kulturen er indrettet således at det er ”okay” at lærerne slår børnene? Det vil blive svært for mig at skulle se på, hvis dette er tilfældet. Og hvis de slår børnene, hvorfor og med hvilket ”formål”? Og jeg kunne blive ved og ved og ved… Ligegyldig hvad – positivt som negativt, så tror jeg at det er vigtigt at holde fokus på læreprocessen og arbejdet på skolen, med begge ben på jorden og huske på at holde den professionelle distance, som er nødvendig i alt pædagogisk arbejde hvad enten det er i Danmark eller i Thailand.
Det jeg håber på at få ud af min 3. praktik på Pierra Navin School er, at opleve en helt anderledes og forskellige kultur fra den jeg kender til hjemme i Danmark, samt få viden om og indblik i deres pædagogik og hvilket arbejdsmetoder de bruger. Dette tror jeg vil give mig en anderledes selv indsigt og selvrefleksion over egne handlinger, som en styrke jeg kan bruge i mit arbejde når jeg kommer hjem igen. Og sidst, men ikke mindst så skal jeg selvfølgelig lære en masse søde og dejlige Thailandske børn at kende og gøre en forskel for dem imens jeg er hernede J
